Foreningens missioner

Mission 1 – Et stærkt ungemiljø

At skabe et levende, trygt og inkluderende ungemiljø i byen, hvor børn og unge trives gennem idræt, bevægelse og fællesskab.
Missionen realiseres i tæt samarbejde med FDF, Kombi-biblioteket, Virupskolen, SFO’en og Klubben, så der udvikles sammenhængende og meningsfulde tilbud på tværs af institutioner.
Som konkrete initiativer arrangerer Virup IF blandt andet aktivitetsdage for SFO- og klub-børn samt kommende ”Ung-fredage” for Virupskolens ældste elever, der styrker fællesskab, bevægelsesglæde og lokal tilknytning.


Mission 2 – Et sammenhængende seniortilbud

At udvikle et bredt, sammenhængende og lettilgængeligt idræts- og fællesskabstilbud for seniorer i byen, som understøtter både fysisk, mental og social sundhed.Missionen gennemføres i samarbejde med Folkehuset, Hjortshøj Kirke, Kombi-biblioteket, Viruphuset og Hjortshøj Lægehus, så seniorer møder én fælles og koordineret tilgang til aktiviteter, fællesskab og forebyggelse.Som en del af samarbejdet formidler Hjortshøj Lægehus kendskab til Folkehusets og idrætsforeningens tilbud og henviser tidligere patienter og borgere videre til relevante fællesskaber i byen. Hjortshøj Kirkes frivillige besøgsvenner bidrager ligeledes til at formidle kendskabet til foreningens og Folkehusets aktiviteter og skabe bro til nye fællesskaber.


Mission 3 – En moderne og digital forening
At styrke foreningens struktur, organisering og drift gennem øget anvendelse af digitale værktøjer, herunder en forenings- og frivilligapp, der forenkler administration, styrker kommunikationen og øger engagementet blandt medlemmer og frivillige.
Samtidig udvikles flere aktiviteter og events – herunder aktivitetsdage, hoppeborgsdage, MGP-fest, frivilligfest, fodboldfredag og gymnastikopvisning – for at skabe synlighed, fællesskab og frivilligglæde. På sigt organiseres opgaver og ansvar på tværs af idrætsgrene, økonomi og kommunikation via frivilligappen, hvilket skaber bedre overblik, tydelig rollefordeling og en mere robust og bæredygtig foreningsstruktur.